Langvarigt forhold - fra teenager til voksen? ❤️

Jeg er sammen med min kæreste på 9. År, og vi fandt sammen i slutningen af vores tid på efterskole ❤️ Jeg kender ingen, udover os, som har været sammen så længe og blevet voksne sammen. Vi har begge haft forhold før (7., 8. Klasse, lol), men ellers været sammen lige siden.

Jeg kan godt blive ængstelig ved tanken om fremtiden, fordi jeg synes, at der er mange, som går fra hinanden. Frygten kan godt sætte en stopper i mig, og jeg har, for tiden, rigtig svært ved at se os som heldige, fordi mange også mener, at hornene skal rendes af, før man gifter sig og bliver forældre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi er totalt off? Hvordan skal kærlighed mellem to mennesker føles? Må man være bedste venner på samme tid? Det er som om, at jeg har svært ved at acceptere, at det “bare er det”, og at det føles meget nemt?! Er også nervøs for, om jeg om 10 år længtes/fortryder, at jeg så ikke fik løbet de famøse horn af mig, som alle andre har gjort.

Jeg elsker min kæreste rigtig højt. Han er min bedste ven, og jeg vil kysse på ham hver dag. Jeg fristes da også af andre mænd, men det er vel også en naturlig ting af at være i et forhold? Jeg har jo ikke det store at sammenligne med, da jeg ikke har haft mange andre kærester.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med dette post. Men måske høre om andre, der har været kærester gennem afgørende år i ungdommen. Og måske nogle perspektiver på, hvordan kærlighed skal føles, må det godt være nemt?